Det er idrætsforeningernes ansvar at sikre, at atleter ikke udvikler spiseforstyrrelser
Der gøres ikke nok for at forebygge og bekæmpe spiseforstyrrelser i sub-eliten i landets idrætsforeninger. Trænerne skal klædes bedre på, og atleterne skal vide, hvor de kan få hjælp.
Teksten er skrevet af Laila Walther, direktør, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Indlægget blev bragt i Berlingske 27. december 2022.
”Alle dem, der slår dig, de er bare tyndere end dig.” Kommentaren faldt fra en træner efter en konkurrence, fortæller en af atleterne i en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet af udbredelsen af spiseforstyrrelser i dansk elite- og sub-elitesport.
Flere af atleterne peger på, at en kropslig sammenligningskultur, hvor atletiske og slanke kropsidealer bliver idylliseret af blandt andet trænerne, vægtkriterier og kommentarer om krop og vægt kan være udløsende faktorer for en spiseforstyrrelse. Samtidig mener 61 % eliteatleterne og 64 % af sub-eliteatleterne, at presset fra trænere og andre i træningsmiljøet kan være med til at udløse en spiseforstyrrelse eller træningsafhængighed.
616 atleter har deltaget i undersøgelsen fordelt på 410 eliteatleter og 206 sub-eliteatleter. Sub-elite dækker over de atleter, der befinder sig i niveauet under eliten.
Ifølge undersøgelsen har op mod hver tredje subelite-atlet symptomer på en spiseforstyrrelse. Omfanget af spiseforstyrrelser er lavere blandt de eliteatleter, der har deltage i undersøgelsen. Undersøgelsen dokumenterer dermed, at spiseforstyrrelser er mere udbredt i sub-eliten end i elitesport.
Undersøgelsen giver ikke en forklaring på forskellen, men peger på den sandsynlige årsag, at de atleter, der arbejder for at komme på toppen, men som endnu ikke er der, prøver at optimere sig selv på alle parametre for at præstere bedre. Uden den støtte fra diætister og sportspsykologer, som sportseliten har adgang til, risikerer de dog i højere grad at gå for langt og udvikle et sygeligt fokus på vægt, mad og træning.
Reelt kan jagten på den perfekte krop og præstation ende med at spændende ben for deres ambitioner, fordi spiseforstyrrelser øger risikoen for overbelastningsskader, nedsætter præstationsevnerne og øger mistrivslen. Får en spiseforstyrrelse fat, vil atleten med stor sandsynlighed bliver fejl- eller underernæret, som det fremgår af dette citat fra en af atleterne i undersøgelsen: ”Nogle gange kommer jeg til at spise sådan op mod et kilo grøntsager, så jeg får mættet mig selv og drikker omkring 7-8 liter vand”.
I undersøgelsen interviewes en række atleter med spiseforstyrrelser. De fortæller alle, at de oplever helbredsproblemer som fx træthed, smerter og kuldefølsomhed. Ni kvindelige atleter oplevede forstyrrelser i deres menstruationscyklus fra få dage til mere end to år uden menstruation.
Den forstyrrede spisning kombineret med overtræning, kan blive det, der gør, at de aldrig når deres mål.
De senere år har vi set flere eksempler på eliteatleter fra blandt andet svømning og cykelsporten, der har fortalt åbent om deres udfordringer med et usundt fokus på krop og vægt i deres sportsgrene. Men det burde ikke være atleternes opgave at sige fra. Foreningernes ledelser og trænerne har ansvaret for at skabe en kultur, hvor usunde spise- og træningsmønstre ikke tilskyndes, og hvor der bliver reageret, når en atlet begynder at udvikle et usundt forhold til mad og træning.
Forskerne bag undersøgelsen peger på en række gode anbefalinger til, hvordan idrætten kan blive bedre til at forebygge spiseforstyrrelser og hjælpe de atleter, der bliver ramt. Vi bakker i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade op om, at trænere bør uddannes i at identificere og håndtere spiseforstyrrelser på et tidligt tidspunkt, og at der bør indføres regelmæssige screeninger af atleterne og en fastlagt praksis for, hvordan atleter med symptomer hjælpes – især i de sportsgrene, hvor vægt og kropsbygning spiller en stor rolle for præstationen.
