Min søster eller bror har en spiseforstyrrelse

Det kan være svært at have søskende med en spiseforstyrrelse. Det kan give mange svære tanker og følelser hos søskende: Hvad gør man i forhold til den berørte, og hvordan passer man på sig selv?

Pige med et bekymret udtryk

Mange søskende til en med en spiseforstyrrelser fortæller, at de holder igen med deres vanskeligheder og problemer, så de ikke belaster forældrene yderligere. Som forældre eller anden pårørende er det derfor vigtigt også at lytte og give tid til de søskende, som ikke har en spiseforstyrrelse.

Det er normalt at have svære følelser

At have en søskende med en spiseforstyrrelse kan give svære og til tider konfliktfyldte følelser. Måske oplever du sorg over, at spiseforstyrrelsen har ændret på jeres forhold. Måske oplever du stor kærlighed til og bekymring for din søskende. Samtidig kan du måske opleve, at du er vred og frustreret på vedkommende over, at spiseforstyrrelsen fylder meget i jeres familieliv og måske tager tid og opmærksomhed fra dig.

Det er helt normalt at have det sådan.

Det er vigtigt at tale med nogen

Mange søskende oplever, at de står alene med deres tanker og følelser. Det er vigtigt, at du får talt med nogen om, hvordan du har det. Selvom du måske ikke kender andre i samme situation som dig, vil du sikkert opleve det som en lettelse at dele dine tanker og følelser med en, du er fortrolig med. Det kan være en god lærer, en ven eller en fra familien.

Vi tilbyder søskendegrupper til dig, der er mellem 13-23 år, hvis søskende kæmper med en spiseforstyrrelse. Du kan læse mere om tilbuddet her

Du er også meget velkommen til at kontakte vores rådgivning eller skrive til vores brevkasse. Vi taler, chatter og sms’er med mange søskende og vil også meget gerne lytte til, hvordan det er for dig at have en søskende med en spiseforstyrrelse. Du finder rådgivningen her

Skriv dine tanker ned

Svære tanker og følelser kommer let til at fylde meget i ens hoved, når man har en søskende, der er syg. Men når tanker og følelser kommer ned på papir, bliver de ofte lettere at håndtere, og det kan give lidt fred i hovedet. Samtidig kan skammen også ofte blive mindre, fordi det bliver tydeligt, at det ikke bare er noget, du finder på – at det er okay, at du bliver ked af det, og at det også påvirker dig, selvom det ikke er dig, der er syg.

Mange bruger en dagbog til at få tingene ud af hovedet, lidt ligesom en ven. En ven, du kan fortælle alt, både det gode og det svære, og som du fysisk kan lægge væk, når du lukker dagbogen igen – og derved slippe bekymringerne.

Spørg, når du bliver utryg

Når ens søskende bliver ramt af en spiseforstyrrelse, giver det ofte mange spørgsmål. Skal jeg være bekymret? Bliver min søskende sig selv igen? Hvad går behandlingen ud på? Hvad skal der ske med vores sommerferie? Mange bekymringer og spørgsmål opstår, fordi man mangler viden. Husk derfor at spørge dine forældre. Der findes ikke forkerte spørgsmål. Fortæl dem, når du har brug for at blive inddraget og få mere viden.

Husk at lave ting, som gør dig glad

Mange oplever, at stemingen i familien ændrer sig, når en søskende bliver ramt af en spiseforstyrrelse. Måske føler du, at stemningen er mere alvorlig, og at det er mindre ok at grine og have det sjovt. Den følelse er helt almindelig. Det er vigtigt, at du tillader dig selv at lave ting, som gør dig glad. Spiseforstyrrelsen må ikke komme til at fylde hele dit liv.

Så det er ikke forkert, at du har det sjovt og er glad, selvom din søskende er syg. Det er endda vigtigt, at du laver noget, der optager dig, så det skal du endelig blive ved med. Husk dig selv og prøv at holde fast i at se dine venner og lave forskellige aktiviteter, som gør dig i godt humør, selvom du er påvirket af hele situationen.

Hold fast i at være søskende

Det er helt normalt, at relationen til din søskende ændrer sig, efter spiseforstyrrelsen er blevet en del af jeres familieliv. Måske er du i tvivl om, hvordan du skal være overfor din søskende, og om du skal være på en anden måde end før.

Mange, som er berørt af en spiseforstyrrelse, synes, at det er rart at blive set og mødt på samme måde, som før vedkommende fik en spiseforstyrrelse. Derfor er det ofte også rart at være sammen med sine søskende på en måde, hvor man bare er søskende, og hvor sygdommen ikke fylder så meget. Hold fast i at lave de aktiviteter, som I kunne lide at lave sammen før, og fortsæt med at tale om de ting, I plejer.

Du må godt kræve tid og opmærksomhed

Mange oplever, at de træder lidt i baggrunden i familien for at skabe tid og ressourcer til den syge søskende. Og at de tilsidesætter egne behov, fordi deres forældre har fået mere at se til. Det er helt ok at minde dine forældre om, at du gerne vil lave noget sammen med dem eller bruge tid med dem alene - at du har brug for mere opmærksomhed fra dem. Det kan også være andre - måske har du bedsteforældre, en god onkel eller en kusine eller fætter, som ville blive glad for, at du kom på besøg.

Støt vores arbejde
Selv 2 kr. om dagen kan gøre en forskel for mennesker med spiseforstyrrelser eller selvskade