Lægerne anede ikke hvor de skulle finde hjælp til min datter
Fra Anne Dorte første gang tog sin 11-årige datter med til lægen gik der mere end et halvt år, før de fik hjælp - men reelt mere end to år før de fik den rigtige hjælp.
Det var varmt, vi var sydpå i Kroatien og pludselig sagde vores datter, Puk, nej til at få is. Hun begyndte altid at vælge det, der i hendes øjne var sundest, fx salat i stedet for pizza, vand i stedet for sodavand. På den tur blev det meget tydeligt for os, at noget slet ikke var, som det skulle være. Til at starte med troede vi, at hun bare havde fået et lidt forskruet billede af, hvad der var sundt, og ikke var sundt. Det havde hun selvfølgelig også. Jeg havde dog aldrig kunnet forudse, at det skulle blive starten på et flere år langt forløb med mange indlæggelser og en spiseforstyrrelse, der fuldstændig opslugte min datter.
Var der nogen, som kunne have gjort noget for at få stoppet det tidligere? Det kunne jeg godt have håbet på, at der var.
Vi startede med at søge hjælp hos en diætist, men Puk kunne ligesom ikke komme ud over det forskruede billede af mad, som hun havde fået. Hun tabte sig mere og mere, og jeg tog hende med til vores læge. Lægens første reaktion var at slå mine bekymringer lidt hen og sige, at børn i den alder nogle gange kom i en fase, og at det nok skulle gå over igen. Jeg tror egentlig, at hun lyttede til os. Sådan virkede det faktisk. Men hun havde nok bare ikke tænkt, at børn i den alder kunne få en spiseforstyrrelse.
Børn og unge, der er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse, skal have hjælp – inden det kræver psykiatrisk behandling!
Vægten stormede nedad
Vi havde prøvet diætist, vores læge, forskellige psykologer, vi prøvede endda det, jeg vil kalde for heksedoktorer. Som forældre griber man jo efter alt, hvad man overhovedet kan gribe efter i sådan en situation. Derfor prøvede vi alt.
Puks tilstand blev så alvorlig, at diætisten ikke længere ville tage ansvaret for hende. Vi vendte os igen mod vores egen læge, hvor jeg måtte stampe meget gevaldigt i jorden. Lægen ringede rundt forskellige steder, fordi jeg tror, at hun faktisk var i tvivl om, hvor man sendte en pige som Puk hen.
Lige inden jul havnede vi hos den lokale børnepsykiatri. Puk havde tabt sig så meget, at hendes hjerte kun slog halvt af, hvad det burde, og hendes hud var gullig fordi kroppen var begyndt at ”spise” af musklerne. Der var mange tegn på, at hendes krop langsomt sagde stop. Men indtil vi kom dertil, var der faktisk ikke nogen, som vidste, hvad de skulle gøre. Vi skulle helt derud, hvor de rent fysisk kunne se, at den var gal, før de kunne tilbyde os hjælp.
Vi var bange for, at hun var ved at dø
Vi blev sendt hjem på juleferie fra børneafsnittet med beskeden om, at hvis hun holdt op med at trække vejret eller faldt om, så måtte vi jo ringe 112. Det var en fuldstændig surrealistisk situation at stå i.
Mellem jul og nytår stod jeg med min datter i armene, og hun blev mere og mere slap i kroppen. Vi opdagede, at hendes tæer var begyndt at blive sorte. Vi var jo reelt set bange for, at hun var ved at dø. Derfor kørte vi afsted mod skadestuen. Det var helt skørt. Lægen trykkede lidt på hendes blåsorte tæer, og begyndte at google sig frem til et svar, og svaret blev, at det nok skulle gå, og at vi sagtens kunne tage hjem igen. Jeg sendte min mand og datter udenfor. Og så kom jeg nok til at skælde en lille smule ud. Det var dødsfrustrerende at få så voldsomme beskeder og kunne se på vores datter, at den var helt gal, og så var der ingen, der greb os.
Den 10. januar fik vi endelig en plads på døgnafsnittet for spiseforstyrrelser på Bispebjerg. Jeg tror, at Puk var blevet så forskrækket over alt det der skete med hendes krop, at hun faktisk så småt begyndte at spise af sig selv igen. På ambulatoriet blev talt meget om vægt og tal. Og da Puk efter nogle måneder lå 200 gram over hendes mål, brød hendes verden sammen igen. Spiseforstyrrelsen var på ingen måde væk, og viste nu i stedet tænder med fornyet styrke.
Efterhånden som vi lærte systemet at kende, fandt vi også ud af mere og mere om sygdommen. I vores optik hjalp det ikke ret meget bare at fylde mad på. Jeg tror mere, at det er den bagvedliggende årsag til spiseforstyrrelsen, som er vigtig. Og den blev der simpelthen ikke taget hånd om.
Meget af ansvaret for, at vores datter kom op på benene igen, kom i stedet til at ligge hos os som forældre. Jeg tror dog på, at alle gjorde hvad de kunne inden for de rammer, som de havde. Men det var mere held end forstand, at vi ramlede ind i nogle mennesker undervejs, som forstod og mødte vores behov.
Anne Dortes datter, Puk, kæmpede med sin spiseforstyrrelse i fem år. I dag er hun 17 år, går i 2.g og er et rigtig godt sted. Hun er stadig i proces, men hun er enormt opmærksom på, at hendes spiseforstyrrelse ikke skal have lov til at komme tilbage og overtage hendes liv. Puk har skrevet en bog om sin historie.
- Flere tidlige tegn på spiseforstyrrelser skal stoppes, så færre skal behandles i psykiatrien.
- Forældre og andre nære pårørende skal inddrages og have hjælp til at støtte deres børn, når spiseforstyrrelsen rammer.
- Fagpersoner med ansvar for børn og unges trivsel som fx lærere, sundhedsplejersker og klubmedarbejdere skal uddannes i at spotte tidlige tegn på spiseforstyrrelser.
- Skoler, klubber og fritidsaktiviteter skal aktivt arbejde for at give børn og unge sunde kropsidealer og en forståelse for, at alle kroppe er forskellige.
- Reklamer og billeder i det offentlige rum, der bruger billeder med manipulerede kroppe, skal tydeligt deklareres.
