Gode råd til sommerferien

Når man har et barn med en spiseforstyrrelse, gør man sig ofte mange overvejelser om, hvordan man klarer ferietiden bedst, og hvordan ferien kan tilrettelægges, så der tages hensyn til alle i familien.

Forsøg at holde sommerferie, som I plejer

Nogle forældre er i tvivl om, hvad det er muligt at lave i sommerferien. Det kan være svært at overskue en ferie med en spiseforstyrrelse, og der kan i forvejen være mange forventninger til, hvad en god sommerferie indebærer. Det kan presse alle at skulle leve op til, og så kan det måske være nemmere ikke at gøre noget.

Vores råd er, at I, i det omfang det er muligt, forsøger at holde sommerferie, som I plejer, men også at I i familien taler med hinanden om jeres ønsker og forventninger til ferien. Måske kan hele familien samles og lave fælles aftaler. Tal med den berørte om, hvad der kunne være en hjælp for ham eller hende, så alle i familien ved, hvordan I bedst kan være en støtte i ferien.

Hold fast i rammer og rutiner omkring måltider

En spiseforstyrrelse holder desværre ikke sommerferie. Udvis støtte og forståelse for, at svære og kritiske tanker om mad, krop og vægt formentlig stadig er der, selvom I holder ferie. Acceptér, at det er sådan, familiens situation er lige nu, og bevar troen på, at I sammen kommer godt igennem det.

Selvom det er ferie, kan det være nødvendigt, at I holder fast i rammer og rutiner fra jeres hverdag - særligt omkring mad. Alt skal ikke 'kastes op i luften', fordi det er ferietid, og særligt i forbindelse med måltider og måltidsstruktur kan det være en hjælp for den berørte, at ro og rutiner fastholdes. Samtidig kan sommerferien måske også give anledning til, at spiseforstyrrelsen holder små pauser, og at et mellemmåltid kan være en is på stranden.

Respektér, hvis dit barn har brug for at trække sig

Det kan være vanskeligt for den berørte at leve op til de forventninger, der kan være til samværet på en ferie. Det kan derfor være godt at lade dit barn vælge, i hvilket omfang han eller hun kan og vil deltage. Tal med dit barn om, at det er ok at melde fra i forhold til aktiviteter og udflugter, og tag en snak i familien om, at det er en god ting at kunne lytte til sine behov. Det tætte samvær kan være noget, alle i familien kan have behov for at trække sig fra indimellem.

Kommentér ikke udseende og spisning

Sommerferie betyder ofte, at vi har mindre tøj på, og for den berørte kan det være svært. Måske har dit barn mest lyst til at gemme sig i stort joggingtøj, og en badetur kan kræve meget overvindelse. Forsøg at være imødekommende og forstående, hvis dit barn har behov for at skjule sin krop. Undlad at kommentere på dit barns udseende, og vær også opmærksom på, hvordan du taler om din egen krop. Udtryk fx heller ikke bekymring om din vægt eller indtagelsen af daglige is, som for mange er en naturlig del af en sommerferie. Det kan være sårende for den berørte og potentielt sætte negative tanker i gang.

Lyt, og vær tilgængelig for dit barn

Måske giver sommerferien anledning til samtaler og samvær med dit barn, som ellers kan have været svært og konfliktfyldt. Mange forældre er i tvivl om, hvad de må spørge ind til. Det er vores erfaring, at du sjældent gør noget forkert, hvis du spørger på en nysgerrig og omsorgsfuld måde. Måske giver sommerferien også mulighed for og overskud til, at eventuelle søskende får tid alene med en forælder, fx omkring aktiviteter, som den berørte ikke har lyst til at være en del af.

Tal med andre om din situation

Sommerferien er også et tidspunkt, hvor du som forælder selv skal prøve at lade op. Er der noget, du længe har mærket behov for at gøre for dig selv, så er det måske nu, du skal prioritere det. Husk, at det er vigtigt, at du selv har nogen at tale med. Når du selv får hjælp og støtte, kan du bedre være der for dit barn. Aftal med en, som du er fortrolig med, at I taler sammen regelmæssigt - også hen over ferien.

Du er også meget velkommen til at bruge vores rådgivning. Samværet med den berørte i sommerferien kan give anledning til nye spørgsmål, som det kan være en hjælp at tale med en rådgiver om.

Bestil gratis pårørendeguide

Som pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse spiller du en vigtig rolle. Samtidig er det vigtigt, at du også passer på dig selv og resten af familien, så I har overskud til at rumme lidelsen. Derfor har vi i vores gratis pårørendeguide samlet råd og ideer til, hvordan du kan håndtere spiseforstyrrelsen og den svære tid som pårørende. Du finder også information om jeres rettigheder og links til vores gratis tilbud. 

Du kan bestille vores gratis pårørendeguide her >>