Fylder sundhed for meget for dig?

Det kan være svært at vide, hvornår interessen for sund kost fylder for meget. Her kan du se tegnene på et overdrevent sundhedsfokus og få gode råd til et mere afbalanceret forhold til sundhed.

 Du undgår systematisk mad, du mener er usundt

Du har lavet dine egne kostregler, hvor nogle fødevarer er forbudte, fordi de ikke er sunde, rene eller naturlige nok. Måske er listen lang, fordi reglerne med tiden er blevet strengere og mere omfattende.

Du har svært ved at afvige fra dine kostregler

I starten gav dine kostregler dig en følelse af at have styr på dit liv. Nu er det i højere grad dem, der styrer dig, og du er nødt til at følge dem for at have det godt. Måske vil du gerne give mere plads til andre ting, men føler dig ude af stand til at bryde reglerne.

Du fravælger socialt samvær for at undgå usund mad

Det kan være svært at overholde strenge kostregler i sammenhænge, hvor der indgår mad. Du vil gerne kontrollere ingredienser og tilberedning og medbringer din egen mad eller kommer efter måltidet. Måske melder du afbud for at overholde reglerne.

Dit sundhedsfokus har negative konsekvenser

Du nedprioriterer andre interesser, fordi dine kostregler kræver stadigt mere tid og energi. Sundhed fylder så meget, at det hæmmer din trivsel og livsudfoldelse. Du kan føle dig udmattet over at følge de strenge regler. Måske oplever du tegn på, at din krop mangler næringsstoffer.

Du føler ubehag og kompenserer, hvis du bryder dine kostregler

Ubehaget kan fx vise sig som indre uro, fysisk ubehag, nedtrykthed, dårlig samvittighed og måske endda frygt/angst. Måske føler du behov for at kompensere ved at spise endnu sundere, faste eller dyrke ekstra motion.

Skridt til et mere afbalanceret forhold til sundhed:

 Overvej, hvordan dine kostregler og sundhedsrutiner påvirker dig

Hvor meget fylder sundhed i din hverdag, hvis du gør det op i tid, tanker og handlinger? Hvordan påvirker reglerne dit humør, selvværd, dine relationer og aktiviteter? Hvad ville være anderledes, hvis sundhed fyldte mindre? Måske har du en fornemmelse af, at din livsstil har taget overhånd og ikke længere er sund.

Tag en beslutning om, at sundhed skal fylde mindre i din hverdag

Handler sundhed kun om kostregler og træning eller i lige så høj grad om fx livskvalitet, glæde, nydelse og socialt samvær? Et vigtigt første skridt er at beslutte dig for, at du gerne vil arbejde på at give slip på de mange regler.

Fortæl det til nogen, som kan støtte dig

Sig det højt, og søg støtte hos nogen, du er tryg ved. Det er lettere at håndtere udfordringer, hvis du ikke er alene. Du kan fx ringe til vores anonyme rådgivning på 7010 1818.

Tal med din læge eller en diætist

En ensidig kost kan skade helbredet. Din læge kan undersøge, om du mangler næringsstoffer. Lægen eller en diætist kan også hjælpe dig med at sortere i kostreglerne og forsikre dig om, at du trygt kan spise de 'forbudte' fødevarer.

Søg professionel hjælp til et mere balanceret sundhedsfokus

En professionel behandler kan hjælpe dig med at forstå, hvad dit fokus på sundhed giver dig – og give dig redskaber til mere hensigtsmæssige løsninger.

Husk, at du ikke er alene

Mange har aldrig hørt om ortoreksi og ved ikke, at sundhed kan tage overhånd. Det kan være svært, hvis du tror, at du er den eneste, der har det sådan. Men det er du ikke.

Oplever du, at sundhed fylder for meget for dig? Og vil du gerne hjælpe os med at udbrede kendskabet til ortoreksi? Så er du velkommen til at sende din historie til info@spiseforstyrrelse.dk.