At slippe ud af en spiseforstyrrelse
Jeg har helt fra mine forældres skilsmisse som 5-årig minder om tanker og følelser: Var jeg god nok? Så jeg ud, som jeg skulle?
Jeg var lidt større end andre børn på min alder, både højde- og vægtmæssigt, hvilket allerede dengang blev påtalt. Derfor fik jeg meget tidligt i livet et ubehageligt og unaturligt forhold til mad og var bevidst om, hvordan jeg så ud. Jeg forbandt det at spise med tryghed, hvilket ledte til et overforbrug af mad. Det gjorde naturligvis, at min vægt steg, og det blev jeg mobbet med gennem 7. og 8. klasse. Mobningen endte med, at jeg næsten stoppede helt med at spise, og hvis jeg spiste, kastede jeg det op igen. Dengang så jeg det ikke som en spiseforstyrrelse, men en måde at håndtere de hårde ting i livet på.
Tryghed og kontrol
Anoreksi og bulimi blev mine bedste venner, og især anoreksien fik i min gymnasietid lov til at udfolde sig og blive en form for tryghed. Det blev derfor også meget hurtigt en del af min identitet, og den kontrol, jeg følte ved ikke at spise og dermed tabe mig, gav mig mere og mere blod på tanden. Jeg var ikke klar over, at denne afhængighed senere hen skulle blive det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet at komme ud af.
På trods af den følelse af tryghed og kontrol, som spiseforstyrrelsen gav mig, blev jeg mere og mere isoleret fra både venner og familie.
Det vigtigste og eneste, jeg kunne fokusere på, var at undgå mad og blive ved med at tabe mig. Derfor gik jeg igennem min gymnasietid glip af mange arrangementer, ferier og oplevelser, som mine venner og familie deltog i.
Vendepunktet: Jeg ville være som de andre
Som 18-årig fik jeg på trods af min meget lave vægt lov til at tage med på en skitur med gymnasiet, og det blev vendepunktet for mig. En hel uge, hvor spiseforstyrrelsen ikke fik lov at bestemme, men hvor jeg var lige som alle de andre unge på min alder.
Efter skituren kom jeg derfor til den konklusion, at det skulle være slut med at lade spiseforstyrrelsen bestemme. For på trods af følelsen af kontrol indså jeg, at jeg tværtimod havde mistet kontrollen og givet den til den lille stemme i hovedet, der fortalte mig, at alt i livet handler om at tabe sig.
Jeg havde været i behandling for min spiseforstyrrelse tidligere, men jeg var endelig selv blevet klar til at give slip på den, fordi jeg nu havde en motiverende faktor – at leve et normalt ungdomsliv.
Det var en hård kamp at komme ud af spiseforstyrrelsen, især fordi jeg blev komplimenteret i starten af mit vægttab og var vant til at blive mobbet med min overvægt. Derfor var jeg bange for kun at være god nok, når jeg var tynd.
Desværre har jeg haft dårlige oplevelser med behandlingssystemet, fordi jeg ikke følte mig set som menneske, men som en sygdom, der kunne kommes i en kasse – hvilket behandlingen derfor også bar præg af. Mit håb er, at behandlingssystemet kan rumme, at der er flere måder at lide af en spiseforstyrrelse på, og at to mennesker med den samme spiseforstyrrelse ikke nødvendigvis har brug for den samme behandling for at blive raske. Jeg kunne aldrig have gjort det uden støtte fra familie og venner, hvilket jeg er dem evigt taknemmelig for.
