Vægttab gav mig anerkendelse

Jeg har som 34-årig netop afsluttet et behandlingsforløb i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade for tvangsoverspisning - også kaldet Binge Eating Disorder (BED). Men jeg har haft BED siden konfirmationsalderen uden at vide, at det var det.

Jeg kunne ikke modstå trangen til at overspise, og fordi min far var meget fokuseret på min vægt, begyndte jeg at spise i smug. Det stod på, indtil jeg flyttede hjemmefra som 17-årig. At jeg nu kunne spise i fred betød, at jeg begyndte at spise rigtig meget og derfor også tog meget på.

I dag kan jeg se tilbage på 17 år med skiftevis restriktiv spisning, et hav af uholdbare slankekure og overspisninger, der betød, at min vægt svingede med 30-40 kg. De store vægtudsving kunne tydeligt aflæses på min selvtillid – men også på mit tøjbudget, for jeg skulle hele tiden købe nyt tøj, der passede til min vægt.

En ond cirkel

Da jeg for cirka halvandet år siden var på toppen af et vægttab, fik jeg en fornemmelse af, at det ville gå galt igen. Jeg havde prøvet det så mange gange før. Mit sind blev meget mørkt, og ja, så gik det galt, og jeg røg tilbage i overspisningerne.

Det føltes som et nederlag. Overvægten afholdt mig fra at motionere og i det hele taget at gå udenfor en dør. Det var en selvforstærkende, ond cirkel.

Det var ofte i forbindelse med, at jeg fik en kæreste, at overspisningerne begyndte igen, for slankekure og restriktiv spisning kræver fokus. Det er svært, når man ikke er alene.

Vægttab giver anerkendelse

I perioder med vægttab lagde jeg billeder af mig selv på de sociale medier, hvor jeg fik meget ros og anerkendelse. Den positive respons gjorde, at jeg hvilede mere i mig selv og ikke havde så mange negative tanker om mig selv.

Jeg kunne ikke længere poste billeder af mig selv, men sad skamfuld derhjemme fuld af mindreværd og tanker om, at jeg ikke var den, jeg var blevet anerkendt for at være.

Jeg havde virkelig brug for de positive kommentarer, og den manglende anerkendelse efterlod et tomrum, der føltes meget ubehageligt.

Hjælp til at se tingene udefra

I starten havde jeg svært ved at tale om mine problemer i behandlingsgruppen, fx om mit forhold til mad og krop. Men de andre havde også problemer, og det gav tryghed, at vi var i samme båd. Der var meget genkendelse i det, man hørte fra de andre. Det var enormt rart at vide, at jeg ikke var den eneste, der havde det sådan, for så følte jeg mig ikke så forkert længere.

Men i starten var det faktisk også svært for mig at se problemerne – for de var jo hverdagen for mig og havde været det i mange år. Jeg havde en tendens til at negligere problemerne og mene, at jeg bare skulle tage mig sammen. Men den måde, vi talte om krop og vægt på i gruppen, har gjort en positiv forskel for mig.

Jeg er blevet bevidst om, at jeg har talt til mig selv på en meget unuanceret og uhensigtsmæssig måde, som har været fuld af selvbebrejdelser. I gruppen lærte jeg at styre de selvkritiske tanker, og det er en stor lettelse.

Vi fik hjælp til at se tingene udefra, og det gjorde det nemmere at forholde sig til og tale om. For behandlerne var gode til at stille spørgsmål til det, man fortalte, og kastede på den måde lys over det bagvedliggende.

Det blev ofte meget følelsesladet i gruppen, og jeg var meget træt bagefter. Det var hårdt for mig, der ikke var så vant til at snakke om følelser, pludselig at skulle åbne op for det, der gemte sig bag overspisningerne.

Sådan fik jeg fx indblik i betydningen af den måde, min far har talt til mig om vigtigheden af træning og vægttab. Det gjorde, at jeg fik fokus på, at jeg skulle tabe mig. Ellers var jeg ikke god nok. Det store kropsfokus er jeg ved at gøre op med nu.

Viden om mad og en ny måde at spise på

Som en del af behandlingen havde vi en diætist på besøg i gruppen, og hun udfordrede mine – eller spiseforstyrrelsens – sort/hvide regler for mad: Hvad jeg måtte og ikke måtte spise. Hun talte med mig om, hvad jeg ville have godt af at spise, hvad min krop havde brug for. Og at jeg skulle spise et ekstra måltid, når jeg træner – det plejede jeg aldrig at gøre.

Efter at have talt med hende har jeg fx givet mig selv lov til ikke at spise skyr om morgenen. Det var ellers en af mine regler, for det var sundt, men jeg fandt ud af, at jeg egentligt ikke brød mig ret meget om det.

Jeg har også lært at holde mit blodsukker stabilt.

For når man har BED, tror man ofte, at man kan snyde kroppen ved at springe måltider over for at tabe sig. Lavt blodsukker på grund af for lidt mad betød fx, at jeg altid spiste slik kl. 16 og kl. 20, men i behandlingen lærte vi at spise mekanisk – det vil sige faste måltider dagen igennem – og det har hjulpet.

Behandlerne fortalte, at det gik den rigtige vej med mig og de andre i gruppen, og at vægt ikke er så vigtigt. Man kan sige, at vi lærte, hvordan man spiser.

Alt i alt er jeg er blevet meget bedre til at lytte til min krop og er ved at lære, hvordan mæthed føles.

Mand med en spiseforstyrrelse

At være mand med en spiseforstyrrelse er anderledes og mere tabubelagt end for kvinder, tror jeg. Mænd taler generelt ikke så meget om det, og man hører heller ikke om mænd med spiseforstyrrelser, der står frem på de sociale medier. Der bliver talt mere om kvinder med spiseforstyrrelser.

I dag har jeg en anden type arbejde med flere kvindelige kollegaer, og det har en positiv indflydelse på min åbenhed i forhold til spiseforstyrrelsen.

Svært at være åben overfor familien

Overfor mine kollegaer er jeg meget åben om spiseforstyrrelsen og behandlingsforløbet. De er meget positive og synes, det er fedt, at jeg gik i behandling.

Men det er svært for mig med mine forældre og venner. Dem har jeg ikke så let ved at være åben overfor. Jeg har haft min mor med til et pårørendearrangement i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, så hun ved godt, at jeg har en spiseforstyrrelse. Det føltes lidt mærkeligt, for der blev aldrig talt om følelser hjemme hos os.

Jeg har ikke længere BED

Behandlingen er slut, og jeg opfylder ikke længere kriterierne for BED. Jeg skal nu selv arbejde videre med redskaberne fra behandlingen.

Jeg er sikker på, at jeg vil få tilbagefald en gang imellem, men det vigtige er, at jeg minder mig selv om de ting, jeg har lært, og ikke bebrejder mig selv, når det sker.

Der er stadig rigtig meget arbejde tilbage, fordi jeg fortsat har et stort ønske om at gå ned i vægt, men det kræver meget arbejde, så jeg ikke risikerer at ryge tilbage i gamle mønstre med slankekure og restriktiv spisning.