Der var ingen undskyldninger for ikke at træne, optimere og blive den bedste

Danmarks nedlukning i 2020 udløser en identitetskrise hos mig. Alt det, jeg lavede inden, blev sat i bero. Pludselig havde jeg al tid i verden, og hvad skulle jeg bruge den på? Jeg fandt ud af, at jeg kunne træne op til en triatlon alene. Der var ingen undskyldninger for ikke at træne, optimere og blive den bedste. Noget jeg aldrig havde været før. Måske det kunne ændre sig nu? Måske jeg blev den bedste, måske endda for god. I hvert fald så god, at alt omkring mad og træning tog overhånd.

Det blev sommer og jeg skulle på vandretur med min søster. Jeg var fuldstændig låst fast i at skulle gå så langt og så meget som overhovedet muligt. Låst fast i bare at skulle videre og videre, og slet ikke kunne se, hvornår nok var nok. Jeg kom i det dårligste humør, hvis jeg ikke kunne gå videre. Det var første gang, at jeg blev opmærksom på, at det med træningen havde taget overhånd. Men det stoppede mig ikke.

Mit usunde forhold til ”sundhed” eskalerer

I efteråret tog jeg på højskole. Stedet, hvor jeg selv følte, at jeg fik det bedre, men realiteten var en helt anden. Jeg synes pludselig, at det er spændende at prøve at blive vegetar. Før jeg ved af det lever jeg fuldstændig vegetarisk og den vegetariske livsstil udvikler sig hurtigt til et overdrevet fokus på at være sund. Jeg har altid vidst lidt om kalorier, men aldrig gået op i det. Før nu. Da jeg flytter hjemmefra efter højskolen, får jeg pludselig øjnene op for alt det med kalorier. Samtidig flytter jeg sammen med to piger, hvor der begynder en konstant sammenligningen hos mig. ”Wow, jeg spiser meget i forhold til dem”, tænker jeg.

Mit usunde forhold til ”sund” mad og træning eskalerer endnu mere hen over sommeren 2021. Træningen prioriteres højere end alt. Selvom jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg stadig deltager i sociale arrangementer, så gør jeg det kun halvt og nogle gange slet ikke. På det her tidspunkt, spiser jeg nærmest kun grøntsager og salat. Min dårlige samvittighed over at føle mig mæt gør, at jeg begynder at kaste op. Jeg taber mig lynhurtigt. Min krop har ingenting at arbejde med.

På et tidspunkt er jeg til en fest, hvor jeg får drukket og spist lidt for meget. Jeg står i en busk og kaster op. Ved siden af mig står en god veninde, som også kaster op. Pludselig får vi fortalt hinanden, at vi nok ikke kaster op, fordi vi er blevet for fulde. Det var første gang, at jeg fik sat ord på de ting, der skete.

”Behandling til dig, hvor træning fylder for meget”

I maj 2023 starter jeg i et behandlingsforløb hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. ”Behandling til dig, hvor træning og en spiseforstyrrelse fylder for meget”. Der var noget i den formulering, som jeg kunne spejle mig i. Jeg har altid været et udadvendt menneske, der godt kan lide at snakke og fremstå glad og positiv. Det tog jeg med mig ind i forløbet og distancerede mig fra nedturene i min spiseforstyrrelse. Efter et par gange begynder behandlerne at stikke til mig. De ville mærke mig mere, den rigtige mig. Pludselig begyndte jeg at tale om min spiseforstyrrelse på en mindre positiv måde og anerkende, at det er træls og hårdt og svært.

Forløbet lærte mig at være sårbar. Sårbar overfor behandlerne og de andre i gruppen, men også min familie og mine venner – og vigtigst af alt, sårbar overfor mig selv. Det har virkelig givet mig meget at kunne det, og det er noget, som jeg forsøger at blive ved med her efter forløbet. Samtidig har jeg også lært at mærke mere efter i min krop. Lade vær med at træne gennem en skade og lade vær med at træne, når jeg har det skidt. Bare mærke min krop noget mere.

Det er svært at finde den rigtige balance

Jeg synes stadigvæk, at det er svært at finde den rigtige balance. Hvornår træner jeg af lyst, og hvornår gør jeg det af tvang? Jeg er blevet bedre til at sige til mig selv, at det er okay, hvis jeg ikke træner. Samtidig har forløbet givet mig redskaber til at kunne se, at træning nogle gange stresser mig mere, end det gavner.

Spiseforstyrrelsens tanker fylder stadig. Men jeg føler mere, at det er oppe i hovedet – det er ”bare” tanker. Det afspejler sig ikke i samme grad i min adfærd. Jeg spiser alt og tænker ikke over, at det skal være vegetarisk eller det sundeste. Jeg er blevet langt mere reflekteret og har fundet en ro i mig selv. I dag er jeg et bedre og mere bevidst sted, og forløbet har givet mig mod på min videre kamp mod spiseforstyrrelsen.