Må jeg være med her?

For at finde grunden til alt dette skal vi skrue tiden tilbage til den 22. december 2014 og min første samtale i psykiatrien, der handlede om den videre behandling af mit syge sind. Størstedelen af min behandling skulle foregå i en terapigruppe bestående af en flok kvindelige medpatienter og kvindelige behandlere. Denne fordeling af køn, blev – for en 20-årig gut som mig, der i forvejen følte sig ved siden af – hurtigt hverdag, men aldrig sjovt.

Behandlingen er ikke gearet til mænd

Ikke at der skal lyde et ondt ord om min behandler, tværtimod. De ord skal derimod gå til systemet. Et system, der ikke magtede at modtage mig med rimelig respekt for mit køn. Det viste sig hurtigt, at det misforståede billede af spiseforstyrrelser og dens ofre, som værende forbeholdt det stærke køn, ikke kun eksisterede blandt Danmarks almene befolkning. Den gjorde sig også gældende i psykiatrien, der nu skulle hjælpe mig tilbage på ret køl.

Jeg var ganske vist blevet forberedt på fordelingen af mænd og kvinder, men jeg havde ikke forudset, at stedet, som jeg nu havde betroet min mentale sundhed, ikke var lavet til en som mig. En fyr.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at den periode i mit liv – hvor jeg har følt mig allermest malplaceret – skulle handle om behandling af min psyke. Her skulle jeg jo føle mig tryg og velkommen, ikke sandt? Åbenbart ikke.

At jeg ikke kunne åbne en fagbog, udleveret af behandlingsstedet, uden at blive mødt af tegnede småpiger og sætninger som ”kvinder i alle aldre kan rammes af en spiseforstyrrelse” var for mig chokerende og useriøst.

Mænd skal mødes som mænd

Den uvidenhed, selv eksperterne på området besidder, bekymrer mig. Primært på vegne af den fremtidige behandling af drenge og mænd, der lige som mig risikerer at ende i fedtefadet. Om der er tale om anoreksi, ortoreksi, træningsbesættelse eller noget helt fjerde er som sådan underordnet. Hvis ikke systemet er i stand til at møde os, som vi er, og hjælpe os med det, vi bakser med, hvad skal det så ende med?

Der er ikke nogen mirakelkur på et psykisk problem. Det kræver pissehårdt arbejde at komme over på den anden side igen. Men med en vis form for forståelse og accept fra begyndelsen kommer vi langt.

Jeg forventer eller forlanger ikke en behandling specifikt til mænd, men når jeg bruger så meget af mit liv på at ændre denne nuværende udfordring, så er det med ønsket om, at den næste "generation" af trænings- og sundhedsafhængige gutter ikke på samme måde skal føle sig endnu mere forkerte, end de gør i forvejen: At de kan få udleveret materiale, der gør dem klogere på deres lidelse, med alle de fysiske og psykiske konsekvenser den også har for mænd. At behandlerne er forberedt på og uddannede til at tage imod dem og give dem en hjælpende hånd, op af den mentale afgrund.

Og selvom statistikkerne – dog noget misvisende – siger, at vi ”kun” udgør 10% af de ramte, skal vi ikke underkendes. Præcis som man ikke underkender eller ignorerer en kræftform, blot fordi den ikke er den mest udbredte. Derimod kæmper kloge hoveder på at finde en kur, uanset den procentmæssige fordeling af syge. Nøjagtig, som det bør være.

I 2019 udkom Asgers bog "Selvbedrag - Er spiseforstyrrelser for mænd?" fra forlaget Vilhelm. Du kan læse en anmeldelse af bogen her.