Ingen forstod, at jeg jo bare var en pige, der var ked af det

Efter et rigtig godt år på idrætsefterskole kommer Mathilde hjem til sine forældre, der er ved at blive skilt.

”Jeg ville have kontrol, kan jeg se nu. Jeg havde brug for noget andet at tænke på og fylde mit hoved med end det kaos, jeg kom hjem til og også havde været vidne til tidligere.”

Hun begynder at træne, men motionen bliver hurtigt en besættelse. Hun begynder også at gå op i madlavning, men spiser kun lidt selv. Da Mathilde var en dygtig kok, fik hun ros, og på den måde blev maden en legal interesse, der samtidig gav sygdommen plads i hendes hoved, men også den anerkendelse, hun havde brug for. Pludselig blev det spændende at blive tynd, selvom hun godt vidste, at hun allerede vejede for lidt, og at det hverken var sundt eller flot.

”Selvom jeg kunne se, at jeg var tynd, følte jeg mig pludselig fed.”

I denne periode af Mathildes liv fik hun meget tid for sig selv. Vægttabet tog fart og i løbet af den sidste måned inden indlæggelsen, tabte hun 10 kilo. På et tidspunkt hiver en barndomsven fat i Mathilde og siger:

”Du får ikke lov til at gå, før du har spist en af de her myslibarer,” og han fortsatte: ”Ved du godt, hvor ubehageligt det er for andre ... du dør af det her.”

”Han var den første, der sagde noget, som gjorde indtryk på mig,” fortæller Mathilde. Fra den dag vidste hun, at han vil være hendes ven resten af livet.

Et mislykket opråb

På et tidspunkt fortæller Mathilde en lærer, som hun godt kunne lide, hvad der var galt. Hun håber, at læreren kan hjælpe.

”Jeg lignede et lig, var ked af det og græd.”

Men læreren svarede, at hun ikke kunne forholde sig til det.

”Det var første gang, jeg sagde det til nogen. Derefter tænkte jeg, at det hele kunne være lige meget.”

Hun begynder at få angstanfald.

”Min krop kunne ikke mere, men jeg blev ved med at løbe og ved med at falde, og jeg besvimede tit i badekarret.”

Til sidst turde hun ikke forlade sin lejlighed, fordi hun var bange for med vilje at gå ud foran en bil.

Jeg blev kaldt anoreksi-pigen

Mathilde bliver indlagt et halvt år på en lukket afdeling i en kritisk fysisk tilstand.

”Jeg er 17 år, og for første gang er jeg rigtig bange.”

Der blev sat vagt på Mathilde 24 timer i døgnet.

”Jeg blev kaldt ”anoreksi-pigen. Jeg var bare et nummer i en seng, en grøntsag.”

Da de må opgive at få hende til at spise, får hun permanent sonde. Hun begynder at skære i sig selv for at erstatte anoreksien med noget andet og prøver flere gange at stikke af. Der var ingen tilbud om psykologsamtaler, og personalet var ofte vikarer.

”Jeg fik beroligende medicin, men det ville have været rart, hvis de havde forstået, at jeg ikke var voldelig, og at det ikke var nødvendigt at lade fem personer holde mig nede. Men det blev kørt op på et niveau, som var helt sindssygt, og ingen forstod, at jeg jo bare var en pige, der var ked af det.”

Mathilde begyndte at finde ting, hun kunne skære sig med. Hun blev syet mange gange og blev lam i den ene arm i halvanden måned, fordi hun havde skåret i nerverne. Men hun blev ved – hun var blevet afhængig af smerten.

”Jeg skrev dagbog, mens blodet løb. Der er stadig blod overalt i bogen.”

Save me

Mathilde havde mistet lysten til at leve, men pludselig skete der noget. Tidligere havde hun spillet og sunget meget, og en dag, mens hun sidder i sin hospitalsseng og skærer i sig selv, hører hun sangen ”Save me” med Aimee Mann.

"Jeg føler, det er mig, hun synger om. Det bliver vendepunktet for mig. Det var helt Hollywood-agtigt, for jeg rejser mig op, hiver sonden ud, mens jeg siger: 'Nej, jeg vil ikke dø, jeg er rask!'"

Hun husker, at hun tænkte, at enten ville hun tage sit liv nu, eller også ville hun vælge livet.

”Fra dette øjeblik bliver det mit valg at leve og ikke andres.”

Mathilde har taget det vigtigste skridt, nemlig valget om at blive rask og leve.

”Jeg tænkte: 'Det handler jo ikke om mad, lad nu være med at være så latterlig!'"

Hun er stadig indlagt ambulant, da hun flytter hjemmefra. Med sig får hun en guitar og et keyboard, og hun begynder at skrive. Mathilde er ikke længere bange for sine tanker. Hun kaster op ind i mellem, men ved godt, at det er dårligt for hende. Hun udvikler derfor en strategi, der går ud på at spille, når hun får lyst til at kaste op.

Sygdommen var en nødvendig rejse

”Jeg ved i dag, at jeg skulle noget igennem, og jeg er glad for, at jeg fik lov at være så sindssyg, som jeg gjorde. Det havde jeg brug for, det var nødvendigt. Jeg ville ikke have levet foruden, for jeg er grænsesøgende af natur. Men jeg er ked af, at jeg gjorde andre ondt. Jeg har mange følelser, og jeg kan ikke styre dem, men jeg har lært, at det er ok, at de er der. Det er vigtigt for mig ikke at gå på kompromis med mine følelser.”

"Jeg tror, der var rigtig mange faktorer, der gjorde, at jeg blev syg. Nu tror jeg på, at jeg er ok, at jeg gerne må være her. Min far var blevet ædru, men når man vokser op med en misbruger, så er der uro og usikkerhed. Det tog jeg ansvar for, jeg ville gerne lette stemningen og få folk til at grine, selvom jeg var ked af det. Jeg misbrugte mine følelser, så der til sidst ikke var plads til mig mere. Min store følsomhed spillede helt sikkert også ind, men skilsmissen var hård for mig. Den åbnede nogle af de store temaer for mig, så som kærligheden og meningen med livet."

Musikken afholdt mig fra at gøre dumme ting

Når Mathilde skriver sine sange, kommer hun af med følelserne og tankerne. Det er hendes måde at få styr på sine følelser.

”Det er musikkens fortjeneste, at jeg kunne klare ikke at falde tilbage og gøre dumme ting. Jeg har en ven i musikken, den får mig til at slappe af. Jeg har et mål med min musik, den har givet mig noget at kæmpe for.”

Den af sine egne sange, som betyder mest for Mathilde, er ”Kom med mig”, som hun skrev en dag, hun havde lyst til at kaste op.

”Den sang er en øjenåbner for mig, og den minder mig om, at jeg har valgt livet, og at jeg ikke skal ødelægge det. Det er sundt for mig at blive mindet om.”

”Jeg er i balance, når jeg er sammen med nogen, jeg elsker, og når jeg spiller musik. Det er kærlighed og musik, jeg må fylde mit liv ud med.”