Aldrig har jeg været så ensom
Jeg hedder Bettina, er 53 år og mor til to voksne døtre. Jeg søgte hjælp som pårørende, da den yngste som 22-årig fik en spiseforstyrrelse.
I 2016 flyttede min datter, Katrine, fra vores hjem i Køge til Aarhus for at studere. Jeg så frem til at besøge byen noget oftere, men at det skulle blive en gang om måneden over ca. halvandet år, havde jeg ikke set komme. Og slet ikke, at det var for at være med til Katrines gruppeterapi for voksne med spiseforstyrrelser.
Der gik omkring et halvt år, fra jeg fandt ud af, at Katrine havde det skidt, til hun endelig erkendte det og kom til læge. I de seks måneder blev hun tyndere og tyndere uden selv at kunne se det, heller ikke, da hun kom i behandling på Skejby. Hun havde haft mange angstanfald, hjernen fungerede ikke, og pulsen var lav. Det stod skidt til, men det hjalp, at hun fik mad, så krop og hjerne kunne begynde at fungere igen.
Det var svært, at hun boede i Aarhus, for der er meget langt fra Køge, når ens barn grædende ringer og har brug for hjælp. Hvordan vi kom igennem det, ved jeg ikke. Mange venner faldt fra undervejs, fordi de ikke forstod, hvad Katrine kæmpede med, og hvor svær rollen som pårørende er.
Aldrig har jeg været så ensom.
Jeg manglede hjælp til at håndtere spiseforstyrrelsen og støtte min datter
I behandlingssystemet er der meget begrænset hjælp at få som pårørende. Jeg manglede en, der kunne fortælle mig, om jeg gjorde det ok med min datter, der havde det rigtig dårligt, mens jeg selv stod i skidt til halsen, led af massiv søvnmangel og var ved at dø af bekymring. Min krop og hjerne var i konstant alarmberedskab, men der var ingen at tale med, for ingen kunne forstå, hvorfor hun ikke bare spiste.
Vi har haft nogle ture, hvor hun har råbt og skreget af mig, men jeg var tvunget til at klare det, for der ikke var noget alternativ. Hun har aldrig hverken før eller siden talt sådan til mig. Hun var afmægtig og besat af en amøbe, der spredte gift i hendes hjerne.
Jeg begyndte at gå til psykolog, men hun kunne ikke hjælpe mig med at finde ud af, hvordan jeg skulle agere i forhold til Katrine, hvordan jeg hjalp hende bedst muligt, hvordan jeg skulle overkomme at blive svinet til af mit elskede barn, hvordan jeg kunne være hendes støtte uden at skubbe hende væk.
Seminar for pårørende i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
At jeg havde gjort det godt, fik jeg først at vide, da jeg efter en tid på venteliste endelig kom med på Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade´ pårørendeseminar og hørte, hvad de to super gode behandlere sagde. Det hjalp. På seminaret fik jeg gode redskaber til rollen som pårørende og ikke mindst en bevidsthed om, at Katrines sygdom ikke var min skyld: De syge ikke kan bruge vores skyld til noget. De har brug for, at vi er der for dem, at vi sætter os i deres sted og spørger, hvad vi kan gøre for at hjælpe.
Og så fik jeg håb om, at hun nok skulle få det bedre, når hun var klar. Og det passede jo.
Det var afgørende for mig at finde ud af, at spiseforstyrrelsen er som en besættelse, og at man skal skille den og den ramte ad: Den var et monster, der lukkede lort ud af igennem hendes mund. En klam lille satan, der sad på hendes skulder og hviskede dumme og latterlige ting i hendes ører. Derfor er det så vigtigt, at vi som pårørende lærer at skelne mellem den og vores elskede.
I de situationer begyndte jeg at sige: ”Jeg gider ikke tale med dig, jeg vil tale med Katrine, så skrid med dig!” For det meste forsvandt monstret, så jeg kunne tale med min datter.
Jeg lærte også, at det allervigtigste som pårørende er ikke at fokusere på maden. Fokusér på omsorg, en skulder, lyt, observer, og stå klar til at gribe og kramme og bare holde om, når det går rigtig skidt. Undlad at kommentere og give gode råd, men vær gerne nysgerrig, og sig: ”Du må prøve at forklare mig, hvad du ser i det spejl, for jeg kan ikke se det.” Eller som jeg, der hjalp med at fjerne alle spejle i hendes hjem, fordi de pustede til spiseforstyrrelsen.
Jeg ville give min højre arm for, at man som pårørende kommer direkte på Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade´ seminar og møder andre pårørende og ikke mindst behandlere med forstand på spiseforstyrrelser. Jeg håber, at der på fremtidige pårørendeseminarer bliver mere tid til samtale og fortælling, for når man endelig møder andre i samme situation, der forstår ens følelser, bliver man simpelthen så lettet. Det er guld værd.
Katrine siger, jeg er den bedste. Det rører mig, at hun har kunnet mærke min støtte og vidst, at jeg var der uanset, hvor hamrende urimelig hun (= spiseforstyrrelsen) var.
Nu kan Katrine gå til eksamen uden at skulle have 12
Katrine flyttede i sommeren 2019 tilbage til Sjælland, efter på utrolig vis at have fået sin bachelor eksamen, tog orlov fra studiet, kom i behandling på Psykiatrisk Center Ballerup og koncentrerede sig om at få det bedre. Kun en måned inden, hun sluttede behandlingen, skete der en nærmest magisk forandring: Hun besluttede, at nu skulle ”den” ikke længere have magten, for hun gad ikke have det skidt mere.
Hendes forløb er ikke slut, men hun er i så meget bedring, at hun ikke er i behandling. Hun har en dejlig kæreste, læser kandidat, har studiejob, lytter til hvordan hun har det og ved, at hun er andet og mere, end det hun præsterer på studiet. I dag kan hun læse uden at overgøre det, og hun kan gå til eksamen uden at skulle have 12. Der er sket så meget.
Jeg er taknemmelig over, at hun hele vejen igennem lod mig være med og ikke skubbede mig væk, selv når jeg var vedholdende og pågåede. Utroligt, at vi kom igennem sommeren 2018, den værste nogensinde, men mindet blegner heldigvis hurtigt, når jeg ser, hvor godt det går med hende i dag.
Katrines umenneskelige kamp mod spiseforstyrrelsen har givet mig den største respekt for hende. Hun har set dybt i sig selv og fået vendt alt lortet, og jeg er 100 % sikker på, at uanset hvad livet byder hende i fremtiden, så hun vil klare det. Hun har styrken til det. Det kan godt være, hun skal hilse på forstyrrelsens grimme fjæs igen, men jeg er sikker på, at den får dårlige betingelser i hendes selskab.
Som pårørende til et barn eller en ung med en spiseforstyrrelse spiller du en vigtig rolle. Samtidig er det vigtigt, at du også passer på dig selv og resten af familien, så I har overskud til at rumme lidelsen. Derfor har vi i vores gratis pårørendeguide samlet råd og ideer til, hvordan du kan håndtere spiseforstyrrelsen og den svære tid som pårørende. Du finder også information om jeres rettigheder og links til vores gratis tilbud.
