Man bliver aldrig fulgt ordentligt til dørs
Sahra har lidt af anoreksi i 12 år. Hendes historie er præget af mange indlæggelser og bratte overgange mellem behandlingstilbud. Det, Sahra har savnet allermest undervejs, er tryghed og stabilitet og bare én, der havde hendes ryg.
Bratte afslutninger og ingen til at gribe én
Kendetegnende for mine mange år som patient i systemet har været en mangel på stabilitet, tryghed og især glidende overgange fra det ene behandlingstilbud til det andet. Man bliver overladt meget til sig selv – og det kunne jeg bestemt ikke styre.
Første gang jeg blev udskrevet, var min bostøtte fx ikke informeret og vedkommende var på ferie. Så jeg kommer hjem og ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op. Der er ikke nogen, der griber mig. Det er ret voldsomt, når man lige har været indlagt i 3-4 måneder, hvor man intet har skullet gøre selv – hverken lave mad eller handle.
Så spiseforstyrrelsen kom hurtigt til at fylde igen – den gav mig tryghed. Det kunne jeg i det mindste finde ud af! Jeg ender med at blive genindlagt efter en måned.
Mit eget ansvar at blive rask
Gang på gang er jeg blevet udskrevet uden en plan for, hvad der så skulle ske med mig. Så snart man ikke længere er undervægtig eller ikke tager nok på, udskriver de en. Men man bliver aldrig fulgt ordentligt til dørs. Kun 50 %.
Da jeg bliver udskrevet anden gang, siger min sagsbehandler, at de simpelthen ikke ved, hvad de skal tilbyde mig. Så der går et par måneder, før jeg bliver tilbudt en plads på et bosted. Det er lang tid, når man lige er blevet udskrevet og har svært ved at overskue livet.
Overgangen til det nye bosted bliver igen meget brat. Ingen introduktion eller indledende møder. Det var mig selv, der skulle være bindeled og fortælle, hvad der var blevet aftalt. Det har man jo ikke overskud til, når man er syg.
I de situationer har jeg virkelig savnet en gennemgående kontaktperson, der kunne give mig tryghed og stabilitet.
Min vægt blev afgørende for, om jeg kunne få hjælp
Jeg havde det rigtig svært med truslen om at blive smidt ud af mit eget hjem – som et bosted jo er – hvis jeg ikke tog nok på. Jeg forstår godt kravet, men personalet hjalp mig jo ikke mentalt, så hvordan skulle det kunne lade sig gøre?
Jeg følte mig som en fiasko, fordi dem der skulle hjælpe mig, sendte mig væk. Jeg oplevede det som en straf. Hvis du bare mangler 100 gram, altså … det er jo et toiletbesøg.
Jeg synes, der er for meget kassetænkning. Vi er jo fandme de samme, der mødes igen og igen. Vi når lige hjem og så ind igen. Det er et håbløst system, når man ikke gør andet end at indlægge, sørge for at patienten tager på og så udskrive igen.
Kaotisk at flytte fra én region til en anden
På et tidspunkt flytter jeg fra Odense til Aarhus. To dage inden jeg flytter, går det op for personalet på mit bosted, at der ikke er søgt hjælp til mig, når jeg kommer til Aarhus. Til gengæld får jeg en god sagsbehandler, som hurtigt får søgt om bostøtte.
Til trods for at jeg havde været i behandling i mange år, skulle jeg igennem alle for-samtaler igen. Man kunne ikke indhente min historik, da de to regioner ikke bruger samme system. Det var som at starte helt forfra igen med undersøgelser, tests og spørgsmål, inden de kunne sætte noget egentlig behandling i værk.
I mellemtiden bliver jeg dårligere og dårligere og taber mig meget. Jeg ender med at blive genindlagt – men jeg må vente fem måneder på grund af ventetid på sygehuset.
Endelig er der nogle, der griber mig
Efter min indlæggelse kommer jeg på daghospital, mens jeg venter på en plads på et bosted. Dét var en god oplevelse og en rar overgang fra det ene tilbud til det andet. Jeg oplevede også et fint samarbejde mellem sagsbehandler og sygehus.
Med til historien hører, at jeg i mellemtiden er blevet gravid – uplanlagt, men velkomment.
Ikke længere bare en svingdørspatient
Graviditeten bliver et vendepunkt for mig. Pludselig er jeg ikke bare en ’svingdørspatient’. Jeg bliver mødt på en anden måde, fordi der er et barn, der også skal tages hensyn til.
I det system vi har i dag, har man ikke en spiseforstyrrelse, man ER sin spiseforstyrrelse. Det er det eneste, der bliver set. Og er man ikke god nok til det, kan man ikke få hjælp.
Hvis jeg nu var blevet mødt som ’Sahra’ fra starten, ville mit forløb havde set anderledes ud. Men man får hurtigt en label som anorektiker og dermed svingdørspatient. Det er bare ikke motiverende. Det ender med at være den måde, man ser sig selv på.
Tænk, at man skal blive gravid, før man får ordentlig hjælp. Det er vildt, at det skal helt derud.
Sahra har det bedre i dag og bor sammen med sin kæreste og to børn. Hun får stadig måltidsstøtte en gang om ugen.
Vi har brug for en ny sundhedslov, som skal sikre, at ingen med en spiseforstyrrelse bliver udskrevet fra psykiatrien, uden der er en helt klar plan for, hvordan patienten bliver støttet efterfølgende.
