Du kan ikke putte anoreksi i en kasse
Martine blev diagnosticeret med anoreksi som 13-årig. Hun har været ind og ud af offentlige behandlingstilbud, men ingen af dem tilbød hende den hjælp og støtte, som hun havde brug for.
I år er det 10 år siden, jeg blev diagnosticeret med anoreksi. Jeg startede som 13-årig i behandling på et regionalt center. Deres eneste fokus var vægt, vægt og vægt. De så mig ikke som et helt menneske – med de ting jeg havde med i bagagen – men som et problem, der skulle løses og ud af verdenen. Efter et år havde jeg stadig ikke fået det bedre.
Både min mor og jeg følte en enorm afmagt over, at det var det eneste tilbud til mig. Min mor var også frustreret over, at vi skulle kæmpe kampen selv, for bare at få en lille smule hjælp.
Til sidst gav vi op. Når man har det, som jeg havde det, er der ikke tid til at vente for længe. Vi valgte, at jeg skulle stoppe min behandling og i stedet starte ved en privatpraktiserende psykolog, som min mor selv betalte for. Her var ventetiden betydelig kortere.
Efter en tid i bedring og uden psykologbehandling fik jeg det igen værre. Jeg fik en depression og droppede ud af gymnasiet som 17-årig. Det tog kommunen over et halvt år at opdage, at jeg hverken gik i skole eller havde arbejde, indtil en uddannelsesvejleder kontaktede mig.
Ingen institutioner taler sammen
Jeg røg som 18-årig ind i voksenpsykiatrien. Kommunen var kun fokuseret på, at jeg skulle starte på uddannelseshjælp, og regionen var kun fokuseret på at give mig tre forskellige diagnoser, så jeg kunne passe ned i en kasse og i et behandlingstilbud.
Ingen af dem tilbød mig den hjælp og støtte, som jeg havde brug for. Ingen tænkte over de efterreaktioner, der kommer oven på en spiseforstyrrelse. Jeg mindes faktisk ikke, at nogen nogensinde spurgte ind til min anoreksi.
Jeg havde brug for forståelse for, hvad der tidligere var hændt i mit liv. I stedet puttede regionen 18-årige mig ind i en støttegruppe med 40-årige, der havde angst og snakkede om deres børn.
Jeg havde følelsen af ikke at blive set som menneske, men som endnu en sag på skrivebordet. Man er overladt til sig selv i et system, hvor borgerne er til for systemet og ikke systemet, der er til for borgerne.
Min mor og jeg stod igen tilbage med en kæmpe afmagt. Vi kunne ikke få hjælp, og det var tydeligt, at ingen institutioner talte sammen. Min mor hev igen penge op af lommen, og jeg startede ved en privatpraktiserende psykolog og psykiatriker.
Et underligt jubilæum
I dag er jeg rask. Jeg har det meget bedre, og i 2021 blev jeg HF-student. Jeg går stadig hos min psykolog. Nogle gange ugentligt – andre gange månedligt. Det er helt afhængig af, hvordan jeg har det.
Selvom min historie til sidst blev en succeshistorie, er det alligevel underligt, at anoreksien har været ved min side i et helt årti. Det er et underligt jubilæum. Jeg tænker på min spiseforstyrrelse hver dag, og det har jeg accepteret, at jeg vil blive ved med at gøre.
Jeg er meget bevidst om, at det er et stort privilegie, at min mor havde de økonomiske midler til at hjælpe mig. Det er enormt uretfærdigt, at dem, der ikke har samme mulighed som mig, skal trækkes igennem et tungt system med udsigten til lange ventetider i det offentlige. Jeg havde i det mindste et andet valg.
Vi har brug for en ny sundhedslov, som skal sikre, at ingen med en spiseforstyrrelse bliver udskrevet fra psykiatrien, uden der er en helt klar plan for, hvordan patienten bliver støttet efterfølgende.
